Efter at have afsluttet bogen Rejsen til Libris fortsatte jeg mine daglige besøg på “den anden side”. Men pludselig føltes det forkert – som om jeg ikke længere hørte til. Jeg sprang rundt mellem Alt, mit tempel, englene, mit team… men intet føltes rigtigt. Efter et par uger opgav jeg helt at tage derover.
Så en dag i den fysiske verden oplevede jeg noget nyt: et spindelvævslignende mønster af blå og hvide energier udgik fra mig og forbandt sig til alt omkring mig. Som om jeg var forbundet til alt – og alt til mig. Synet kom igen og igen i korte glimt over flere dage.
Det fik mig til at vende tilbage. Jeg søgte over og endte hos Ansgar. Uden et ord rakte han mig en guldplade, som dem jeg tidligere havde modtaget. På pladen var en cirkel med en prik i midten. Han sagde, at det var nøglen til porten, og at jeg nu skulle bruge, hvad jeg havde lært.
Pludselig stod jeg foran en enorm trædør. Jeg satte pladen i låsen og hørte et klik. Men jeg åbnede den ikke. Af en eller anden grund blev jeg stående.
Næste gang var døren der stadig – seks-syv meter høj, delt som en fløjdør. På den ene halvdel var der udskåret en skildpadde, på den anden en slange. Denne gang gik jeg ind.
Bag døren åbnede sig et landskab så storslået, at jeg knap kunne fatte det: farvestrålende blomster, høje bjerge og et guddommeligt lys, der fik alt til at gløde.
Jeg fulgte en sti til et marmorbord med to bænke. Jeg satte mig – og snart kom en skikkelse gående. Han lignede døden i klassiske fremstillinger, blot uden le og klædt i hvidt. Ansigtet skjult af en hætte, lange krogede fingre. Jeg følte uro, men ikke direkte frygt. Vi sad tavse, og jeg trak mig ud.
Nysgerrigheden trak mig dog tilbage. Han ventede stadig. Jeg satte mig, men snart mørknede alt omkring ham. Han blev helt sort, og energien omkring ham var dybt skræmmende. En stemme i mit hoved gentog: Det er døden, det er døden.
Panikken greb mig. Luften, blomsterne, græsset omkring ham blev opslugt i sorthed, der bredte sig som bølger mod mig. Jeg mindedes det blå/hvide net, jeg havde set i den fysiske verden, og fokuserede på forbindelsen til alt det lyse. Jeg gentog for mig selv: Jeg er ikke bange.
Kampen føltes uendelig, men langsomt trak mørket sig tilbage, indtil landskabet igen stod klart og venligt. Skikkelsen var nu hvid igen. Han rejste sig, slog hætten tilbage – og foran mig stod en smilende, flot mand. Alt det uhyggelige var væk.
“Kom,” sagde han. Vi gik et stykke, satte os i græsset, og jeg spurgte: “Hvad hedder du?”
“Hvad tror du?” svarede han. Jeg mærkede, at det begyndte med Ch. Efter et par gæt udbrød jeg: “Christoffer!” Han grinede: “Hvorfor var det så svært?”
Jeg spurgte: “Men hvem er du?”
Han svarede: “Jeg er livet, jeg er døden. Jeg er lyset, og jeg er mørket.”
Et øjeblik sad vi i tavshed, indtil han sagde:
“Du har alle værktøjerne og al den viden, du behøver. Du er en ener.”
Jeg smilede for første gang siden jeg mødte ham. Jeg var fyldt op og mentalt træt. Jeg spurgte, om det var i orden at trække mig ud, og han svarede smilende: “Selvfølgelig.”
Jeg forlod stedet – rystet, men også stolt. Jeg havde stået midt i frygten og holdt ud.
Læs hvordan det hele begyndte: Rejsen til Libris